Hvad sker der med hverdagen når ens liv bliver ændret fra at være en aktiv person til at blive en indelukket og til tider mut person fordi ulykken rammer uden varsel?

1997:

Jeg har altid været en meget åben og udadvendt person inden ulykken ramte som et lyn, en alvorlig arbejdsulykke der fuldstændig ændrede min hverdag på 1 sekund, noget ingen mennesker regner med vil overgå dem, men virkeligheden er en hel anden end den man går og forestiller sig, " Det rammer jo altid de andre ” er det ikke det vi altid siger?
 

For mit vedkomne skete ulykken på et tidspunkt i mit liv hvor der havde været store omvæltninger privat, en skilsmisse og alenefar til en teenager, og ikke mindst at have mødt en ny quinde i mit liv, så livet så trods alt lyst ud igen.
 

For mit vedkomne har det betydet noget af en nedtur både psykisk og ikke mindst fysisk, fra at kunne klare alt og så til at lære at accepterer at der er pludselig mange ting du ikke kan mere, men det største problem er nok at accepterer at man nu har et handicap " uha uha " et meget svært ord at forholde sig til.

Den aften ulykken skete havde været en lang og meget hektisk arbejdsdag, men man er vel en hård negl, man kan jo bare det hele, så selv efter at ulykken skete så beder man jo ikke om hjælp, nej når man som jeg er opdraget til at klarer sig selv, så kan man vel også selv køre hjem ca 40 km med brud på ryggen og nakken, man er vel ikke en pivskid., jeg måtte godt nok holde et par pauser undervejs men et par Panodil og så en god nats søvn så var det nok ok igen.
 

Der må jeg nok desværre sige at det ikke var tilfældet tværtimod, havde jeg ikke haft ondt før så skal jeg love for at det havde jeg næste dag, så efter en del overvejelser så måtte jeg bide i det sure æble og kontakte min egen læge, som bare kikker på mig og ryster på hovedet, " Du skal på hospitalet med et ”samme” og så kan det godt være at jeg gik i baglås, mig der altid har været vant til at hjælpe andre i nød, var pludselig forvandlet til den der skulle have hjælp

På hospitalet blev jeg fikseret i ryggen og fik lagt støttestativ på hovedet, noget der for mig lignede et monster, så jeg forbød alle der stod mig nær at komme og besøge mig, "de skulle ikke se mig sådan hjælpeløs " hvorfor jeg reagerede på den måde har noget med min opvækst at gøre " Store drenge græder ikke ” klar dig selv, noget jeg bagefter godt kan se er helt forkert, men det ser du ikke når du står midt i det
 

I den tid jeg var på hospitalet blev jeg pumpet med smertestillende medicin, skøn fornemmelse med alt den morfin, men der er jo altid en regning der skal betales på et tidspunkt, og den afregning kom efter jeg var udskrevet fra hospitalet, der fik jeg godt 20 piller i døgnet hvoraf de 15 af dem var ren morfinpiller, så jeg gik i en døs hele tiden og livet kørte bare forbi
 

Efter få dage besluttede min nye kæreste og jeg at det skulle være slut med alt den medicin, så vi lejede et sommerhus hvor jeg blev stoffri i løbet af en forlænget weekend, nok den værste weekend i mit liv, så i dag har jeg en hvis forståelse for narkomaner, noget jeg aldrig i min tid i aktiv tjeneste har haft nogen forståelse for, og den dag i dag kan jeg få alt den morfin jeg vil, men jeg har og vil aldrig mere røre det stads.
 

Den største nedtur har nok været at skulle under det offentlige system, jeg har aldrig været arbejdsløs ej heller fået noget fra det offentlige, så det største trin i den tid var skridtet over dørtrinnet ind på kommunen, man føler sig som en forbryder, bare alle de spørgsmål og forklaringer man nu skal komme med igen og igen, igennem diverse speciallæger og neurologer og hvad ved jeg, tror de man forsøger at snyde dem? 

Jeg oplevede at blive sendt til den samme speciallæge 2 gange, anden gang sagde han hvad vil du nu, jeg har jo skrevet til dem at din tilstand er stationær og vil aldrig blive bedre tvært imod vil det kun blive ringer, så jeg kan ikke se hvorfor du skulle køre 160 kmfor at få den besked, hvilket han også skrev til kommunen, men nej jeg skal jo også arbejdsprøves på REVA, en meget negativ oplevelse, på den måde at det jeg skulle afprøves i ifølge kommunen ikke lige var det jeg blev præsenteret for, " jeg skulle bore røvhuller i gyngeheste og trække dem på snorer " eller pakke plastikposer med skruer og knopper til sengegavle, og det var ikke lige det jeg var blevet lovet fra kommunens side, så jeg gik fuldstændig i baglås og var ved at smadre hele Reva af bare frustration
 

Efter knap 2 års kamp blev jeg så tildelt førtidspension hvilket jo var godt på nogen måder, nu vidste jeg ligesom hvor jeg stod i fremtiden og med erstatningen fra ulykken så var det da ikke så håbløs økonomisk, men der må jeg nok sige at min opfattelse ændrede sig væsentlig, fordi min erstatning efter ulykken som bliver løbende udbetalt bliver modregnet i min pension så jeg i dag får en pension på lidt over 5000,00 kr. om måneden, så min månedlige indkomst i dag er ca. 12 000,00 mindre om måneden selv om min erstatning er medregnet, så det er sg ikke fedt at være pensionist i dagen Danmark, og tillader man sig så at flytte sammen med kæresten, så bliver pensionen yderligere beskåret med godt 2000,00 kr. om måneden, så jeg kan godt forstå de folk der "Glemmer" at oplyse at de er flyttet sammen men en anden.


Nu her i 2008 går jeg til behandling på Smerteklinikken i Ålborg.

NOK for denne gang, der kommer mere når tiden er til det.