Hensynsløs læge skriver...

Fibromyalgi - en fin fidus


Tror du, at du fejler sådan noget, ødelægges dit liv. Piskesmældslæsion er en opfindelse,


Af Helge Holst Kjærsgård speciallæge, forfatter og videnskabsjournalist docnews@dadlnet.dk www.second-opinion.dk

der kan spolere et menneskes tilværelse. I de baltiske lande kunne en videnskabelig undersøgelse ikke finde nogen med en sådan sygdom. Udenlandske læger, som arbejder i Danmark er højst forundrede over piskesmældspatienterne, som de aldrig før har set i deres hjemlande.

Kronisk træthedssyndrom er en rodekasse, som består af uforståeligt vrøvl.

Fibromyalgi diagnosticeres ved, at lægen trykker på 18 bestemte, forskellige steder på kroppen. ”Tender points” hedder det på internationalt lægesprog. Gør det ondt på den rigtige måde på mindst 11 af stederne har vi diagnosen fibromyalgi. ”Lige et par negle ned”, siger en mig nærtstående kvinde, ”så er den hjemme”.

1 million danskere plages daglig af udbredte og langvarige smerter. Rigtige sygdomme som fx ledegigt har utvetydige sygdomstegn. Det betyder, at her kan lægen stille en diagnose og tilbyde relevant behandlig Der er karakteristiske symptomer, for hver enkelt sygdom. Patienter, der har fået påhæftet diagnosen fibromyalgi, udtrykker langt mere pessimisme og forventer den værst tænkelige fremtid. De udtrykker sig langt mere syge end patienter med svær lungesyge (ex: rygerlunger), ledegigt eller udbredt kræft. Samtidig er det hele temmelig diffust. Hele livssituationen er påvirket i ekstrem grad, Især den nedsatte arbejdsevne er en evig kilde til opslidende tvister. Det koster millioner, men værre er, at disse patienter uforskyldt påføres svære lidelser.

Da det i medierne fremgik, at nu var denne sygdom internationalt anerkendt af Verdens Helse Organisationen WHO, blev jeg dybt rystet. Så måtte jeg jo have taget grueligt fejl. Serøse danske forskere har fortalt mig, at jeg ikke har taget fejl....

Lagt på www.nordjyske.dk onsdag d. 13-09-2006 kl. 18:50


Godt jeg ikke har været patient hos ham - de må da føle sig dårligt behandlet og gjort til grin.

Mit svar til ham...

Af Mette Gregersen , Sæby

Hvor er det krænkende

FIBROMYALGI: Jeg føler mig krænket! Og hvis alle de andre en million danskere, der også plages
af udbredte og langvarige smerter føler det samme, så forstår jeg det godt - for jeg sidder midt i det selv, og ved hvad jeg taler om. Måske noget af den empati, viden, indsigt og respekt som den muntre overlæge mangler.... Du skulle skamme dig!

At blive latterliggjort på den måde af en speciallæge, forfatter og videnskabsjournalist havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig var muligt. Jeg savner virkelig ord for de følelser jeg har haft siden jeg læste Helge Holst Kjærsgårds indlæg (14.9.) om, at Fibromyalgi er en fin fidus... og at han var rystet over at WHO nu havde anerkendt sygdommen.

Vist er det stadig en lidelse, men andre lande, såsom Sverige og Norge (naboer) har anerkendt sygdommen, og bruger nu tiden på at hjælpe de mennesker der lider, frem for at ”bøvle” med at skulle finde bås og dumme kommentarer om, hvordan de opfører sig, hvor megen tid der går med deres undersøgelser osv osv.

Det er også vanskeligt, når der ikke er en facitliste til de lidelser, som der er til ”rigtige” sygdomme - så skal man jo bruge både tid og sund fornuft til at hjælpe dem der henvender sig i ”forretningen” - og andre sociale instanser ved heller ikke hvad de skal med de personer - faktisk er vi en enorm stor belastning, der måske burde sejles til en øde ø så vi ikke påvirkede andre - der kunne få den samme fidus at gå og sige at de havde ondt?

Vi kunne måske også bruges til at komme med ud til HHK"s foredrag - i bur naturligvis - så kunne tilhørerne med egne øjne SE, hvordan ”sådanne væsner” ser ud i virkeligheden. Fodring ville naturligvis være forbudt!

Iøvrigt er FM ikke en psykisk lidelse - her et udsnit af en pressemeddelelse:

”Fibromyalgi forårsages ikke af depression

På et symposium, afholdt på Rigshospitalet mandag d. 3. april, blev det fastslået, at fibromyalgi ikke forårsages af depression. Det var den højt anerkendte amerikanske forsker og professor dr. med. Robert Bennett, som i en meget interessant gennemgang af forskningens udvikling på området, redegjorde for en række forskellige forsøg, som viser, at fibromyalgi således ikke kan betragtes som en psykisk lidelse. Kroniske smertepatienter har generelt en højere risiko for at udvikle depression sammenlignet med raske, men det betyder ikke, at der er tale om psykisk sygdom, heller ikke hos fibromyalgiramte” (Kilde: Fibromyalgiforeningens Nyhedsside).

Jeg var til et foredrag om Fibromyalgi i Aalborg, hvor Ledende overlæge Glen Gorm Rasmussen, Terapiafdelingen Aalborg Sygehus, og Professor dr. med. Lars Ahrendt-Nielsen, Sansemotorisk Institut, Aalborg Universitet. bla redegjorde for, hvordan og hvorfor FM kunne opstå.

”Længere varende fysiske smerter gav kaos i smertecentret. Selv en ubehandlet tennisalbue kunne udvikle FM.”

Tænk hvis man fik behandling for smerterne, inden det gik så galt at der kom kaos?

Hvem skulle H.H.K. så tjene penge på at holde foredrag om? Der er nok af grupper af mennesker, der lider som han så kunne holde show over. Hvad med at behandle frem for at nedgøre.

Jeg sender mine varmeste tanker til mine ”artsfæller” - sammen er vi stærke. Lad os have fokus på det dokumenterede og de, der taler af erfaring.

Lagt på www.nordjyske.dk tirsdag d. 19-09-2006 kl. 19:29

Urimeligt angreb...

Urimeligt angreb

FIBROMYALGI: Under overskriften ”En fin fidus for speciallæger og terapeuter”, af Helge Holst Kjærsgård, bragte NORDJYSKE (14.9.) et helt urimeligt og utidssvarende angreb på fibromyalgiramte samt på deres organisation – Dansk Fibromyalgi-Forening.

Af Anne Bendixen landsformand, Dansk Fibromyalgi-Forening, Sankt Thomas Allé 1, st. th., Frederiksberg C a.bendixen@mail.dk

Almindeligvis ønsker vi i Dansk Fibromyalgi-Forening ikke at deltage den type unuancerede og useriøse debatter, men da mange af vore medlemmer er personligt berørt af disse grove og nedvurderende udsagn, har vi undtagelsesvis valgt at komme med følgende kommentarer til indlægget.

Uanset at H.H.K. i sit indlæg vælger at ignorere både den danske og den internationale forskning i fibromyalgi, er det et faktum, at WHO pr. 1. januar 2006 har tildelt sygdommen en selvstændig placering i ICD-10 kriterierne, nemlig M79.7 ”Fibromyalgia”. Her er sygdommen nu anbragt i gruppen af bløddelssmerter, af ikke psykogen oprindelse – altså fysiske smerter. Fibromyalgi har i øvrigt været anerkendt af WHO siden 1992, men altså nu med eget diagnosenummer.

H.H.K. henviser til, er der i Danmark findes en række forskere, som ikke anerkender WHO’s placering af fibromyalgi. De omtalte forskere står ikke alene i modsætning til WHO, men også til internationalt anerkendte forskere, som har forsket intenst i sygdommen i mange år, såvel i Danmark som en lang række andre lande. Denne forskning har vist, at der er tale om en sygdom, som medfører målbare forstyrrelser i centralnervesystemet, hvor bl.a. hjernens evne til at registrere smerter påvirkes markant. Ved hjælp af specialscanninger kan man nu påvise, at der er tale om reelle kroniske smerter hos de fibromyalgiramte. Forsøg på dette område er bl.a. udført i Danmark som et samarbejde mellem Frederiksberg og Hvidovre Hospital samt Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet

På et forskningssymposium afholdt på Rigshospitalet, april 2006, deltog en række internationale forskere, hvis oplæg beskæftigede sig med den nyeste forskning på området. Oplæggene viste, at der er tale om klare fremskridt i forhold til forskningen, og at anerkendelsen af sygdommen og de ramtes problemer er markant længere fremme i de fleste andre lande. F.eks. kan det nævnes, at fibromyalgi indgår som en fast del af pensum for medicinstuderende i USA, ligesom det også er en del af den obligatoriske efteruddannelse, alle amerikanske læger skal gennemgå hvert 10. år. I Danmark har der i visse dele af social- og sundhedsvæsenet udviklet sig en meget ubehagelig tendens til, at man kan vælge at ”tro eller ikke tro” på diagnosen fibromyalgi, uden at forholde sig videnskabeligt til problemerne og uden i øvrigt at skele til den udvikling, der løbende foregår på området. I Dansk Fibromyalgi-Forening finder vi det ikke sandsynligt, at en international organisation, som WHO skulle tage fejl, ligesom det er svært at forestille sig, at de respektive nationale sundhedsvæsener i f.eks. Norge, Sverige og USA alle handler på basis af manglende viden og misinformation. Den manglende viden om sygdommen og den negative holdning til de fibromyalgiramte medfører, at mange udsættes for en række urimelige fordomme og store problemer, når de kæmper for at skabe sig et godt liv på trods af kroniske smerter. Dette er med til at forværre situationen, når fibromyalgiramte kæmper at skabe et godt og aktivt liv bl.a. ved at forblive aktive på det rummelige arbejdsmarked.

H.H.K. omtaler endvidere patientforeningernes mulige økonomiske interesser i sagen og antyder, at disse støttes markant af forskellige firmaer og fonde. Dansk Fibromyalgi-Forening støttes ikke af ”ukendte” fonde eller hemmelige firmaer. Foreningen er en frivillig organisation, hvis økonomi dels hviler på medlemskontingenter og dels på de gældende regler for tilskud til frivillige organisationer. De fonde der søges, er alle offentligt tilgængelige og kan søges af andre lignende organisationer. Foreningen arbejder især med at informere om sygdommen, rådgivning af de ramte og pårørende til disse samt forskellige kurser. Arbejdet har til formål at hjælpe de fibromyalgiramte til at opnå et så aktivt og tilfredsstillende liv som muligt på trods af kroniske smerte.

Mere viden om foreningen og dens virke kan findes på www.fibromyalgi.dk.

[ Helge Holst Kjærgaards indlæg blev 14.9. bragt på nettet, hvor det stadig kan læses på adressen www.nordjyske.dk/deba - sammen med et par andre reaktioner på indlægget.

Lagt på www.nordjyske.dk tirsdag d. 19-09-2006 kl. 19:35

Takke-artikel til mig

Mette Gregersen skrev også min historie

Af Birthe Søndergaard Munkegaard 27, Strandby

TAK: 5. juli sad jeg med avisen og læste stykket om fibromyalgi og den rigtig gode forklaring på denne lidelse – og det at leve med en kronisk sygdom. Mens jeg læste, sad jeg og kneb mig selv i armen. Jeg tænkte, er det mig, der har skrevet dette, eller er det om mig?

Jeg føler i hvert fald, at jeg må udtrykke en stor tak til Mette Gregersen, Sæby, at hun vil stå frem, og på så ærlig en måde fortælle om sygdommen og det at leve med kroniske smerter og sygdom. Det ramte mig og kan også passe på mit liv, som blev totalt forandret efter en trafikulykke for godt to år siden, hvor jeg blev påkørt bagfra med høj fart og pådrog mig et piskesmæld.

Jeg har mange gange mødt den sårende bemærkning, ”du ser jo godt ud” – eller ”ser ud til at det går bedre” – da har jeg mange gange sagt, at jeg ville da godt ha" vidst før ulykken ”at jeg så godt ud!”, (her kan sort humor være en stor hjælp). Jeg er rigtig glad for den vending, som Mette bruger, at folk gerne må forstå forskellen mellem ”glad” og ”rask”. For når jeg har en kronisk lidelse, drejer det sig netop om, at prøve at leve med denne ”følgesvend”, på godt og ondt.

Jeg har siden ulykken bl.a. haft konstant hovedpine, ondt i nakke og skuldre, haft svært ved at huske og koncentrere mig - desuden en ekstrem træthed, hvilket bl.a betyder, at mit sociale liv har fået et stort knæk, for at være den, der snart kunne få et eller andet arrangement/samvær på benene, bage – lave mad – det betød intet, hvor mange der kom. Det er slut nu. Nu skal alt være planlagt, og måske går det alligevel i vasken p.g.a. de mange smerter. Hvis jeg har været til fest, eller et sted hvor mange mennesker er samlet, ved jeg, at det skal betales bagefter, med ekstreme smerter – og mange timers søvn og hvile. (men så har det forhåbentligt været en god oplevelse/dag).

Mette skriver også om de mange alternative behandlinger, som findes – og tilbydes. Der er det også min erfaring, at det er godt at gøre brug af egen læge, til at vende tingene med, og finde ud af, hvad der er godt i mit tilfælde, Tak fil læge Henriette Jessen Kvissel, som har taget tid til at lytte og vejlede mig. Hun har støttet mig, og det har været med til, at jeg er kommet så langt, som jeg er.

MEN jeg har også været så heldig, at få et af de 23 fleksjob, som Frederikshavn kommune har oprettet i projektet ”at lægge liv til årene”, jeg arbejder i ”Søparken” ca. 15 timer ugentlig, hvor jeg er blevet utroligt positivt modtaget af både beboerne og personalet. Og det at jeg stadig kan mærke, at på trods af min sygdom, kan jeg gøre en forskel, ved at have tid til beboerne, at gå eller køre en tur, måske snakke med den enkelte beboer, og passe de planter i drivhuset, som vi i fællesskab har plantet, GØR LIVET VÆRD AT LEVE.

Lagt på www.nordjyske.dk tirsdag d. 11-07-2006 kl. 04:00

Aldrig har jeg følt mig så beæret

Ventetider er for lange...

Smertepatienter må vente måneder

ØNSKEDRØM: Overlæge håber på samspil med kommunale sundhedscentre

Mogens Møller Email-adresse

NORDJYLLAND: Smerteplagede nordjyder må typisk vente mellem syv og ni måneder, før de kan komme i behandlingen på smertecentret i Aalborg. I ventetiden får mange af patienterne ordineret medicin for at dulme smerterne.

- Det er lang tid at vente for patienter, som vi forhåbentlig kan hjælpe. En del af dem får det dårligere i ventetiden, konstaterer Anders Skov Olesen, overlæge på smerteklinikken, der er en afdeling på Aalborg Sygehus.

Problemet er, at nogle patienter nærmest når at blive afhængig af smertestillende medicin, inden de kommer i behandling på klinikken.

Smerteklinikken forsøger så vidt muligt at undgå medicin i behandlingen, men anvender i stedet fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere i bestræbelserne på at give patienterne et bedre liv. Trods smerterne.

- Jeg vil mene, at en ventetid på omkring tre måneder ville være rimelig. Men det kræver mere personale, hvis vi skal nå derned. Ellers er det urealistisk, vurderer Anders Skov Olesen.

Patienterne, som kommer på smertecentret, er typisk folk med piskesmæld, fibromyalgi, kroniske rygsmerter, hovedpine og mavesmerter.

Overlægen mener ikke, der er grund til at skælde ud på amtspolitikerne. Smertecentret blev trods alt udvidet med tre nye medarbejdere - en læge, en sygeplejerske og en fysioterapeut - for et par år siden, og ventetiden er siden mere end halveret. Dengang skulle patienterne typisk vente i halvandet år, før de kunne komme i behandling.

- Faktisk bør vi være glade for, at der overhovedet er et smertecenter i Nordjylland. Sådan et center findes ikke ret mange steder i landet. Jeg oplever da også, at vi har politikernes bevågenhed. Det kunne blot være godt - især da for patienterne - hvis ventetiden var kortere.

Efter udvidelsen af medarbejderstaben er smertecentret i stand til at tage 400-450 nye patienter i behandling om året.

I øjeblikket er der tilknyttet 580 patienter. Behandlingen foregår ambulant og kan i varighed variere fra nogle få uger til flere måneder. Som regel behandles patienterne i hold.

- Jeg håber, at vi kan få etableret et samspil med sundhedscentrene i de nye kommuner, så de kan indgå i behandlingen af disse patienter. Jeg synes, at det vil være en fornem opgave for sundhedscentrene.

Hvis det lykkes at etablere et tæt samspil, håber Anders Skov Olesen at det måske kan være med til at mindske ventetiden til smertecentret.

Lagt på www.nordjyske.dk fredag d. 10-03-2006 kl. 04:00

Selv ventede jeg 18 måneder... har gået der over 2 år nu i Ålborg.

Intet nyt i det...desværre

- Langtidssyge bliver kastet rundt i systemet

KRITIK: Socialrådgiver i 3F kritiserer udlicitering af kommunal sagsbehandling af syge

- Endnu engang handles der i et uendeligt sagsforløb hen over hovedet på mennesker, der i forvejen står i en ekstra sårbar situation.

Socialrådgiver Jane Springborg, 3 F Nordøst Vendsyssel, er stærkt utilfreds med, at Frederikshavn Kommunes arbejdsmarkedsudvalg har besluttet at udlicitere den fortsatte behandling af alle sygedagpengesager, hvor sygemeldingen har strakt sig over mere end 52 uger, til private aktører.

Siden de berørte borgere har fået brev om, at de nu igen skal skifte sagsbehandler, har Jane Springborgs telefon kimet.

- Alene de to første dage, efter at jobcentrets brev var sendt ud, fik vi 10 henvendelser fra medlemmer, der var kede af, at møllen maler endnu engang, påpeger Jane Springborg.

Hun peger på, at mange af de berørte i forvejen allerede har haft de første syv-otte sagsbehandlere.

- Det er en stor psykisk belastning for mennesker, der i forvejen står i en sårbar situation og har brug for ro og forudsigelighed, at skulle aflevere alle deres personlige oplysninger til en ny person, som jeg ikke kan forestille mig har nogen kompetence til at træffe beslutninger om, hvad der så skal ske, siger Jane Springborg.

- Som gammel sagsbehandler kan jeg se, at mange af de sager, de sygemeldte har, kunne været færdigbehandlet inden for et halvt år, så man får nærmest opfattelsen af, at det drejer sig om at fastholde folk i systemet, frem for at få tingene afsluttet, så folk kan komme videre med deres liv, lyder det fra socialrådgiveren.

Hun spørger, om der i kommunen mangler organisatorisk overblik, siden den ikke har sørget for at få tilført de fornødne ressourcer til at få sagerne færdigbehandlet.

- Jeg synes ikke, der er rimelighed at udlicitere opgaver, man kan beregne, vil komme. Hvorfor prioriterer man ikke det, der skal til, men i stedet vælger for uden tvivl langt dyrere penge at lægge sagerne ud eksternt. Ansæt dog det personale i stedet for at koste borgerne frem og tilbage, lyder opfordringen fra socialrådgiveren.

Tip en ven Print artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
  • Visninger:
  • 92


 

De udstødte af behandlingssystemt

Kronik: De udstødte af behandlingssystemet

Af Emma Rehfeld overlæge, speciallæge i psykiatri,

Offentliggjort 20.07.08 kl. 19:09

Mange bliver langtidssygemeldte og kommer på pension, uden at man har forsøgt at behandle dem. De lider af sygdom, som ikke kan ses eller måles, og lægerne derfor har vanskeligt ved at sætte en diagnose på. Personer med såkaldte funktionelle lidelser bliver ofte fejlagtigt opfattet som om, de ikke fejler noget, skriver kronikørerne.

10-15 pct. af de førtidspensioner, der uddeles hvert år går til personer med såkaldte funktionelle lidelser dvs. de har symptomer, som lægerne ikke kan finde nogen medicinsk eller kirurgisk forklaring på.

Nogle af dem har fået diagnoser som kronisk smertetilstand uden kendt årsag, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, irritabel tyktarm, kronisk piskesmæld, duft- og parfumeallergi m.fl.

De har svære gener i det daglige og ofte kniber det med at kunne klare det derhjemme: rengøring, vask, madlavning og indkøb. Hvis de er forældre har de ofte kronisk dårlig samvittighed over for deres børn, fordi de ikke magter det, andre forældre kan. De er ofte meget trætte, har hukommelses- og koncentrationsbesvær, er svimle, har hovedpine, smerter i muskler og led, dårlig kraft i musklerne og føleforstyrrelser. Maveproblemer er hyppige. Nogle gange i en grad, der gør, at man altid skal være i nærheden af et toilet. De lider af en let vakt spændingstilstand med hjertebanken, lufthunger, trykken i brystet, sitren og rødmen, som gør det svært at fortsætte med igangværende gøremål.

De symptomer, patienterne har, tyder på, at kroppen er i en stresstilstand. Indenfor forskningen i området bærer sygdommen navnet, ”Bodily Distress Disorder”. I befolkningsundersøgelser har man fundet en øget risiko for at få sygdommen, hvis man har været udsat for langvarig stress eller belastning. Ved gennemgang af livshistorien finder vi ofte forværrede symptomer i pressede perioder.

25 pct. af de, der henvender sig til egen læge, tilhører denne gruppe. På de medicinske afdelinger udgør de 20 pct. og på neurologiske afdelinger 33 pct. af patienterne. Ofte bliver de sendt fra undersøgelse til undersøgelse, til speciallæger og til hospitalsvæsenet. I sig selv en risiko for at pådrage sig yderligere skader. Lægerne vil gerne finde årsagen til deres lidelser, men kan ikke. Og patienterne vil i reglen også gerne vide, hvad de fejler, men får ingen forklaring.

Tilstandene kan ikke diagnosticeres ved en blodprøve eller anden objektiv måling, og det er ofte en tilfældighed, hvilken diagnose den enkelte person får - afhængig af hvilken læge han eller hun møder.

De praktiserende læger gør et stort arbejde for at hjælpe patienterne. Men heller ikke de, kender ret meget til tilstanden. Selv om der siden 2000 har været tilbud om enkelte kurser om funktionelle lidelser hvert år til de praktiserende læger, har kun et fåtal været gennem dem. Der er dog fra i år indlagt kurser i efteruddannelsen til praktiserende læger om disse lidelser. Men nogle af patienterne er så syge, at de har behov for mere hjælp, end selv den bedst udannede praktiserende læge kan tilbyde.

Det er faktisk muligt at stille diagnosen, behandle og genoptræne denne gruppe. Det er vigtigt, at den rette diagnose stilles i tide, så de kan undgå unødige og måske skadelige behandlinger og undersøgelser. Sundhedssystemet har nemlig en ikke ubetydelig del af ansvaret for at disse patienter bliver kronisk syge. En patient sagde: »Jamen kan du ikke bare fortælle dem derovre, at de skal lade være med alle de undersøgelser, når der ikke er grund til det!«

I Århus, på vores afdeling, har vi som led i forskningsprojekter behandlet patienter med svære funktionelle lidelser, og set, hvor meget bedre, de i reglen får det. Også i udlandet har man gode erfaringer med behandling i form af psykoterapi med undervisning i sygdommen, ændring af sygdomsopfattelse, ændringer af tanker og handlemønstre, der vedligeholder symptomerne og gradvis, langsom genoptræning i et tempo, der ikke medfører forværring af symptomerne. Der findes intet behandlingstilbud og ingen kliniske specialafdelinger til at tage sig af de dårligste i denne gruppe. Vores patienter kommer fra hele Jylland og Fyn, men på trods af, at vi har gode erfaringer med behandlingen her, har det kun været muligt at få dækket en mindre del af udgifterne til behandlingen.

Dette er sket via indtægter fra andre amter og nu fra andre regioner. Men denne mulighed synes nu også lukket, idet indtægterne fra andre regioner går i Region Midts kasse, og den øgede aktivitet kommer således ikke afdelingen til gode.

Vi har det dårligt med ikke at have et behandlingstilbud, og vi må ofte afvise svært syge patienter, der er i risiko for at ende på pension. Det er også frustrerende kun i begrænset omfang at kunne imødekomme andre lægers store behov for at få råd.

I det sociale system mødes patienterne ofte med mistro, udtalelser om, at de skal tage sig sammen, at de bare er ”hypokondre” (som i virkeligheden er en betegnelse for helbredsangst, som er en plagsom angsttilstand på lige fod med andre angsttilstande). De bliver sendt i aktiveringer eller arbejdsprøvninger den ene gang efter den anden uden at kunne opfylde kravene i arbejdet.

Resultatet er forværrede symptomer, nederlagsfølelse og frustrerede socialrådgivere. Nogle får tilbudt fleksjob, men bliver fra starten presset til en ugentlig arbejdstid, som de ikke magter, hvorefter man presser dem yderligere til at gå op i timetal. Resultatet kan så blive pension, som hverken patienten eller nationaløkonomien er interesserede i.

Patienterne er ofte mennesker, som har været meget aktive i deres liv og kunnet klare meget. For dem er det meget skamfuldt og rystende, at skulle være afhængig af det offentlige. Det billede, de har haft af sig selv, kan de ikke leve op til, og de får nederlagsfølelse, når de ikke bidrager til samfundet. Nogle holder sig inden døre indtil kl. 16 for at andre ikke skal opdage, at de ikke går på arbejde.

Efter at have været på overførselsindkomst kan det være meget svært at komme i gang igen. De kan ofte ikke klare et fuldtidsarbejde, og perioden for sygemelding er tit brugt op. Det kunne ellers være en løsning at trappe arbejdstiden op på en deltidssygemelding over en længere periode.

Revalidering kan de oftest ikke magte på grund af hukommelses- og koncentrationsbesvær, som gør, at man er uegnet til at tilegne sig ny viden.

Fleksjob kan, hvis det håndteres fleksibelt, være en løsning. Men det kræver, at man fra starten skal kunne magte at arbejde 15 timer om ugen, hvilket en del af patienterne ikke kan. Endvidere ser vi af og til, at en patient presses til at stige i timetal af arbejdsgiveren og socialrådgiveren, selv om vedkommende ikke er klar til det og derfor lider nederlag og må starte forfra eller søge om pension.

En af vores patienter fik det så meget bedre efter behandlingen, at hun gerne ville i arbejde igen efter at have været pensionist i mange år. Hun kunne dog ikke klare de 15 timer ugentligt, som et fleksjob kræver. I stedet tog hun sort arbejde og trappede timetallet gradvist op til 20 timer ugentligt. Derefter bad hun selv om et møde med kommunen for at komme ud af sin førtidspension og ind på arbejdsmarkedet.

Der har i den senere tid været meget fokus på at få personer, der er langtidssygemeldte, tilbage på arbejde og at forebygge førtidspensionering. Meget af debatten har drejet sig om arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale og arbejdsmæssige tiltag. Det er i mange tilfælde fornuftigt, især når det drejer sig om personer med veldefineret legemlig eller psykisk lidelse som f.eks. ledegigt, kræft eller følger efter hjerneskade.

Disse mennesker har man forsøgt at behandle bedst muligt i sundhedssystemet. Når man som speciallæge får en sådan patient til vurdering i forbindelse med pensionssag af, hvad patienten fejler, om tilstanden er kronisk, om patienten kan vende tilbage til arbejde og om de behandlingsmæssige muligheder er udtømte, er det ikke vanskeligt at besvare spørgsmålene. Det er denne gruppe af patienter som vores rehabiliteringssystem er indrettet efter.

Men det gælder ikke dem, som ikke passer ind i denne beskrivelse, personer med funktionelle lidelser. De har intet behandlings- og genoptræningstilbud, der findes ikke passende sociallovgivning, der gør det muligt, efter behandling, gradvist at blive sluset ind på arbejdsmarkedet i et tempo, der svarer til kræfterne. Men de vil gerne.

Vi spørger: Hvorfor har samfundet valgt ikke at ville behandle personer med disse sygdomme? Hvorfor skal de ikke behandles lige så godt og kvalificeret som andre syge i vores samfund? For os at se kan det ind i mellem nærmest ligne tortur, at man blot mener, at patienter med disse lidelser skal rehabiliteres og tvinges tilbage i arbejde, underforstået at behandling ikke er nødvendig. Har du ingen diagnose, må du jo være rask!

Anledningen til denne kronik er, at der igen er en sparerunde på vej i sundhedssystemet i Region Midt. Og det er dybt frustrerende, at se udsigten til forbedringer for denne patientgruppe fortone sig i det fjerne. Der er jo kommet en tradition for, at man først tilgodeser de patienter, der har en målbar eller synlig sygdom samt dem, der råber højest, hvorved de svageste bliver tabere.